top of page
Lake View

Eksistentiel Psykoterapi

Ta' pulsen; vælg din unikke kurs - i aktiv og dynamisk proceskonsultation..

 

Hos mig skræddersys samtaleterapien efter det enkelte individ og altid i samspil med den eller dem, der finder vej til mig. Det flotte ord "proceskonsultation" betyder ganske enkelt, at du er eksperten i dit liv. Det er hele kernen i min tilgang - med risiko for at det lyder som en floskel!

 

Uanset om du kommer i min praksis alene eller I er flere, enten familiemedlemmer eller kolleger, der søger sparring, så er mit fokus at bevare et vågent og varmt øje på processerne, som du og I gennemlever. Min fornemste opgave som proceskonsulent er altså at være tilstede med nærvær og nerve og katalysere positive processer, i netop de personlige retninger, som du vælger.   

 

Jeg tilbyder samtaleterapi, familieterapi eller faglig coaching ud fra en eksistentiel, ikke-dømmende og ikke-voldelig referenceramme. Metodisk arbejder jeg relations-/emotionsfokuseret og kropsorienteret men mestrer også mere strukturerede kognitive og narrative metoder, hvor dette vurderes nyttigt, ofte for sammen at danne et trygt overblik i en genkendelig struktur.

 

Jeg har god erfaring med at bryde ud af det klassiske samtalerum 

både hvad angår tidsmæssige og geografiske rammer. Fleksible rammer og metoder definerer proceskonsultation.

 

Natur, kunst, sport og musik bliver ofte centrale redskaber i samtaleterapi eller proceskonsultation hos mig, men det er altid dine oplevelser og måder at være til i verden på, der afgør om dine samtaler rent metodisk eksempelvis udformes mere kognitivt end kropsorienteret, i et mere traditionelt samtalerum eller under åben himmel.

 

Vi vil sammen finde ud af, hvordan du - på dette tidspunkt i dit liv - udvikler dig optimalt. Leg & læring er centrale begreber, hvor forskellige metoder ikke udelukker, men tværtimod supplerer hinanden godt i den "strukturerede leg", der finder sted lige her og nu i relationen.

 

Vi tager pulsen løbende; evaluerer og justerer processen, så du opnår det mest optimale og tilfredsstillende håndværk fra mig. 

Proceskonsultation
bottom of page