top of page
  • Rikke Kirkegaard

Natur & Musik



Artikel i Midtjyllands Avis - letlæselig nederst:

"Fra psykolog bag lås og slå - til terapi i det fri!"

AF RASMUS VIUFF

viuff@mja.dk

MOSELUND

Rikke Kirkegaard Jensen-Johansen, 41, har virkeliggjort sin drøm om at være sammen i pagt med naturen.

Hun er flyttet ind på Fundervej i Moselund - lige ved viadukten.

Her bor hun sammen med sin mand, Mikael, der bl.a. arbejder med discgolf og med sine børn, tvillingerne Victoria og Constance på 9.

Her har hun nu tidligere på året slået sin praksis Naturpsykologen op. Rikke Kirkegaard forklarer, at Naturpsykologen ikke alene sigter til naturen som terapi-rum, men i lige så høj grad signalerer hendes terapeutiske tilgang; at symptomer som eksempelvis angst, depression, aggression, mani, selvskade og stress anskues som naturlige konsekvenser af de livsudfordringer, vi mennesker møder, og som giver os et praj om, at vi må justere noget i vores liv.

Man forstår godt, at Rikke Kirkegaard kalder sig Naturpsykologen.

For når hun går ud i haven, så åbner hele Bølling Sø-området sig med eng og sø og dyr og skov i det fjerne og... ja, masser af natur.

Det er sådan et sted, der får én til at blive lidt mere åben for, hvad der sker omkring én. Og derfor har Rikke Kirkegaard, der stammer fra Ikast, også sin konsultation hjemme hos sig selv. Rikke Kirkegaard arbejder kropsorienteret og eksistentielt, hvilket betyder, at sanserne er i fokus, og at hun på Kierkegaardsk manér, finder det enkelte menneske netop der, hvor det befinder sig - lige her og nu. -Uanset om dette er i et fængsel, en flygtningelejr, en storby, en provinsby eller langt ude på landet, tilføjer Rikke Kirkegaard.

Rikke Kirkegaard er en tilflytter til Engesvang, der har boet 3 år i Aalborg, 6 år i Århus og 5 år »langt ude i Hampen« - bogstaveligt talt.

Rikke Kirkegaard og hendes mand tog lidt en anden vej, da de var færdiguddannede.

- Vi flyttede til Hampen. Det var både en rationel beslutning, fordi det var det, vi havde råd til og en romantisk prioritering fortæller Rikke Kirkegaard:

- Vi flyttede ind på Søvej lige ud til Naturstien Funder-Langå, også kaldet Den skæve bane. Når vi fulgte vores vej ned ad Gl.Søvej, forbi åbne marker, ind gennem tætbevoksede granplantager kom vi direkte ned til Hampen Sø. Her har jeg gået lange ture med tvillingeklapvognen, mens jeg puslede med de spæde visioner for min kommende praksis, fortæller Rikke Kirkegaard:

- Min mand og jeg var rigtig glade for at bo i Hampen, men det var hårdt at fyre med træ året rundt med en gammel salamander-fyrkeddel i kælderen, og det var også hårdt for lungerne med al den røg.

Så familien begyndte at se sig om efter andre steder at slå sig ned, før døtrene skulle starte i skole. Og da var det så, at huset i Moselund dukkede op for fire år siden.

- Huset her er perfekt med den gamle 30’er bungalow-charme. Jeg ville gerne ud på landet at bo. Og så har Moselund jo samtidig den fordel, at vi ikke har ret langt til Silkeborg, siger Rikke Kirkegaard.

Rikke Kirkegaard har arbejdet 10 år på en sikret døgninstitution i Arnborg i det vestjyske, hvor hun arbejdede med unge udsatte og kriminalitetstruede. I 2012 startede hun virksomheden Jensen-Johansen I/S sammen med sin mand, hvor hun tilbød samtaleterapi og proceskonsultation; faglig sparring. I 2013 gik hun på halvtid på den sikrede institution Koglen for at skabe bedre balance mellem arbejde og fritid.

Region Midtjyllands nedskæringer året efter, i 2014, var god timing i forhold til Rikke Kirkegaards arbejdsliv. Den afdeling Koglely, som hun nu arbejdede halvtid på, blev nedlagt, mens hun gik og barslede med nye visioner for sin selvstændige praksis; nemlig natur og musik.

Rikke Kirkegaard arbejder med samtaleterapi - og det kan sagtens foregå indendøre i huset. Men ofte er det befordrende og befriende at være undervejs sammen ude på engen eller at gå ned til søen, frem for at sidde overfor hinanden i et samtalerum. Her er jo masser af plads, åben himmel, rigt fugle- og dyreliv og sjældent mange mennesker.

- Her i Moselund kan jeg arbejde med mennesker, bevæge mennesker og lade mig bevæge af dem, siger Rikke Kirkegaard.

- Ja, jeg tør godt tage de ord i min mund. Emotion betyder bevægelse. Det skal ikke forstås frelst eller helligt. Det skal forstås sådan, at vi gør, det vi ved, der virker mennesker imellem. Vi udveksler stemninger, deltager i hinandens følelsesliv og påvirker herved hinandens nervesystemer.

- Nu har jeg endelig fundet og skabt rammerne for at udnytte vores skønne natur i terapien. Jeg er ikke religiøs, men jeg stoler på moder natur og på at vi mennesker kan hele megen smerte, sorg og fastlåsthed ved at komme i kontakt med vores spiritualitet.

Rikke Kirkegaard har i sin fritid sunget lounge musik og rock igennem 15 år. Så hun kender vigtigheden af at finde sine personlige måder at udtrykke sin særlige stemme her i verden. En hver fugl må synge med sit næb, tilføjer hun. I øjeblikket er hun særligt optaget af at inddrage musikken som terapeutisk redskab; med puls, rytme og tonelejer.

- Jeg mener, at vi psykologer kan lære rigtig meget af musikterapeuterne. Psykoterapi er musik mellem mennesker. Men musik er mange ting, og hvad der bevæger dig dybt, bevæger ikke nødvendigvis din nabo. Derfor må en hver terapi skræddersys til den enkelte klient, siger Rikke Kirkegaard.


14 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page